Fonden

Asylselskabet er grundlagt i 1835 ved åbningen 1. december af det første børneasyl i København, “Asylet af 28. maj”. Baggrunden var et borgerinitiativ inspireret af indførelsen af de Rådgivende Stænderforsamlinger (Folketingets forløber) samme år og efter model af Asylbevægelsen i England, hvor man for private midler oprettede børnehaver specielt for nødstedte børn i de større byer. I Danmark støttedes bevægelsen bl.a. af den senere danske dronning Caroline Amalie, der kort efter det første københavnske asyl støttede oprettelsen af en tilsvarende børneinstitution i  Odense, hvor hun og hendes mand, den senere konge Christian VIII, havde deres residens indtil tronbestigelsen i 1839.

Fonden af 1836, til daglig kaldt “Asylfonden” blev oprettet i forbindelse med Asylselskabets grundlæggelse året før. Fonden har siden 2012 haft status som erhvervsdrivende fond. Fondens bestyrelse står for driften af Asylselskabets ejendomme og økonomiske kapital og sikrer, at selskabet som helhed lever op til det værdigrundlag, som med udgangspunkt i borgerinitiativet i 1830’erne er blevet udviklet gennem to århundreder for at styrke det gode børneliv i Danmarks folkerigeste kommune.

Fondens ledelse

Fondens ledelse udgøres idag af de samme 5 personer som sidder i institutionsbestyrelserne.

En vigtig funktion for fondsbestyrelsen er at facilitere den pædagogiske udvikling, i tæt samarbejde med lederne i Netværket Asylselskabet, bl.a. ved støtte til kurser og personlig uddannelse, og understøtte et frugtbart samarbejde med forældrebestyrelserne og den kommunale forvaltning. Fondens kapital er hovedsagelig placeret i dens ejendomme. 7 af Asylselskabets 9 institutioner bor i Asylselskabets ejendomme, 2 bor til leje. 

Asylselskabets kontor

Fra 1976 til 2019 havde Asylselskabets administration til huse i en historisk ejendom i Fredericiagade 84, ejet af selskabet, hvor en del af arelaet tidligere var lejet ud til en seniorhøjskole, som imidlertid måtte lukke i 2014, samt til en ekstern børnehave. Bygningen trængte til en gennemgående renovering. På den baggrund besluttede bestyrelsen i 2017 at afhænde ejendommen og finde et mindre og mere rentabelt domicil. Siden 1. juli 2019 har Fonden Det Københavnske Asylselskab ERF derfor haft til huse i Østbanegade 11, kld., 2100 København Ø.

Kolde fakta

Find de faktuelle informationer om fonden på VIRK.